Så blev det mandag morgen og startskuddet til vores bryllupper skulle snart lyde. På dette tidspunkt havde vi stadig ikke styr på gondol-brylluppet eller vores marriage license (deres pendant til en ægteskabserklæring).
Vi vidste bare at vi ville gennemføre alle 4 bryllupper og havde i mellemtiden fundet ud af, at det var noget meget usædvanligt, vi havde gang i. Vi søgte både på nettet og i Guiness Book of Records og ingen var nogensinde før blevet gift hverken 2, 3 eller 4 gange på samme dag. Wow – det begyndte at gå op for os, at det her ikke ville gå helt ubemærket hen!
Verdensrekord i bryllup
Vi spiste hurtigt morgenmad og begav os ned til the wedding chapel på Venetian for at booke tid til gondolbrylluppet. Da vi havde booket Elvis Drive In bryllup om eftermiddagen, skulle det foregå om formiddagen, for at vi kunne nå det.
Da vi kommer derned, vil de fa***e ikke vie os! En tåbelig bagatel spændte ben: når vi var gift i forvejen, skulle vi lave en såkaldt renewal (ligesom en velsignelse i kirken, når man i forvejen er gift). Der var bare lige dét, at The Venetian ikke vil udføre disse renewals, hvis ikke parret havde samme efternavn. Spørg mig ikke hvorfor, men som så mange andre danskere, havde Pip og jeg beholdt vores respektive mellem- og efternavne til vores bryllupper og hed derfor IKKE ”Mr. and Mrs. Lund”, som Venetian krævede.
Efter at vores weddingplanner havde diskuteret med os, gik hun til sin manager for at spørge, om de kunne lave en undtagelse. I mellemtiden besluttede Pip og jeg os for, at vi VILLE gennemføre vielsen og at vi SKULLE have dem overtalt. Da hun kom tilbage, forsøgte jeg mig med al den bedste forhandlingsteknik, jeg har lært. Jeg spurgte hvordan det kunne lade sig gøre – hvad der skulle til – hvor hurtigt hun kunne få det løst osv. Vi valgte stilen med at det kun var et spørgsmål om hvordan og ikke om, det kunne lade sig gøre. Hun endte med at give sig og gå til sin manager igen, for at spørge om lov til at gøre en undtagelse.
Da hun kom tilbage, gav hun os lov, mod at vi fik fat i den såkaldte marriage license. Dvs. vi skulle hen på deres City Hall og have papir på, at vi godt måtte gifte os og så tilbage til hotellet. I mellemtiden havde de briefet os om muligheden for hurtigt at leje brudekjole og ”tux” – smoking, habit, jakkesæt, what ever – og vi strøg straks i en taxa og kørte ud til the City Hall.
Der var meget fokus på netop denne City Hall (rådhus), for det var også der retssagen mod O. J. Simpson er i gang – denne gang har han vist røvet et casino og står til livstid – så der var masser af politi og kamerafolk på området. Dertil kom at de vist også var ved at optage en spillefilm.
Nåh, vi røg ind og fik udfyldt papirerne – 55 dollar, fremvisning af passene og underskrift på at vi ville opføre os pænt (!) og vi stod med dokumenterne i hånden. Her var der halvanden time (!!!) til gondol-brylluppet skulle starte på The Venetian så det kan nok være vi fik fart på – ud for at leje tøj.
Da vi nåede frem til udlejningsbutikken var de meget overraskede over at vi ikke havde mere tid men gik straks i gang. Jeg lyver ikke når jeg siger, at det tog os 40 minutter fra vi kom til vi gik, iklædt den fineste brudekjole og jakkesæt! 40 minutter……..
Pip prøvede først brudekjoler og de havde temmelig mange at vælge mellem – ekspedienten var hurtig og inden jeg så mig om, stod hun og prøvede matchende sko. Wow – hun så bare superflot ud i kjolen! Ekspedienten var nærmest synsk – hun ”scannede” lige op og ned af Pip et par gange og vupti fandt hun den mest fantastiske brudekjole – slank, stilfuld og (som kun en mand kan sige det) praktisk i forhold til det, vi skulle.
I mellemtiden havde jeg luret lidt på deres smokinger og var lidt i tvivl om hvor vildt det skulle være. Jeg gik efter det klassiske, ikke alt for vilde, men dog med et twist. Det fik jeg løst med et superflot og stilfuldt jakkesæt med kinakrave og et lidt specielt snit. Jeg følte mig virkelig godt tilpas og ret ”skarp” påklædt !
Vi blev kørt tilbage i en koloenorm lang limousine og det gik så hurtigt, at jeg røg af sædet og hen af gulvet på maven, da han bremsede ved hotellet! Vi suste ind og fandt mødestedet ved gondolerne.
Læs nu næste afsnit, hvor vi begynder at planlægge verdensrekord-bryllup nr 1 i Gondolerne på The Venetian



