Vi kørte selv ud til Jean Airport, som er en lille lufthavn med speciale i action. Faldskærmsudspring, luftballoner, formationsflyvning, loopflyvning osv. og fandt vores instruktør.
Enten var han på lightergas eller kokain, for han var ualmindelig frisk og frejdig – eller også var vi meget fintfølende fordi vi ikke vidste om vi ville komme levende ned på jorden igen.
Vi blev vejet – fik dragter på – præsten kom og vi ventede på at vores flyver skulle blive klar. Jeg indtalte en lille afskedshilsen på video, så familie og venner kunne få et sidste, flot minde af mig i sparkedragt!
Igen så vi en video om hvor livsfarligt det hele var og vi skulle skrive under på at ingen nogensinde ville sagsøge nogen som helst, hvis tingene skulle gå galt. Ned fra himlen skulle vi nok komme, men resten ville de ikke tage ansvar for.
Vi mødte vores instruktører, som skulle spændes på rygges af os (tandemspring) og de forklarede os hvordan vi skulle gøre og hvornår og så var det dét….. go!
Inden vi trådte ind i flyveren, interviewede de os og hele seancen blev filmet, for de havde små videokameraer på armene. Der var en spansk pige, der også sprang, så instruktørerne fik hende udnævnt til vores brudepige, så der var styr på sagerne.
Op i luften kom vi da – så langt, så godt – og præsten begyndte at fortælle Pip en eller anden historie om hvordan Gud havde lavet Eva med et ribben fra Adam. Mine tanker kredsede mest om at holde nerverne i ro. Det skulle efterfølgende vise sig, at Pip havde forudset at jeg ville springe fra, men det gjorde jeg nu ikke.
Så kom turen til selve vielsen og på grund af larmen, nøjedes præsten med at sige et eller andet og så svarede vi bare ”I dooooo!” og gav hinanden hi five håndklask.
Da vi kom højt nok op, blev vi spændt fast på maven af vores instruktører og kravlede hen til åbningen i flyet. Hold op jeg var ræd! På videoen kan man også høre at jeg siger en ”uuuuh” lyd, som klart indeholder angst og frygten for at dø.
Ud røg vi og til de af jer der ikke har prøvet sådan et frit fald før, kan jeg sige: det går ederbroderemig stærkt! Man kommer hurtigt over 200 km/t og huden blafrer bare løst, som var det lavet af budding. Efter ca. 45 sek. frit fald, trak instruktøren i udløseren til skærmen og alt gik pludselig i stå – så hang vi bare der, helt lydløst og svævede nedad.
Mens jeg skriver dette, kan jeg stadig mærke den frygt, der spredte sig i min krop, da vi pludselig slog et ordentligt sving og styrtdykkede helt skævt, som om vi var ved at falde ned! Det viste sig at være noget instruktør gjorde for sjov! Jeg råbte ”Oh no! Please don’t do that!” og han svarede: ”If you didn’t like that – you’re NOT going to like THIS!” og så gjorde han det samme igen, bare ENDNU vildere. Puha!
Da både Pip og jeg var landet, fejrede vi brylluppet med blomster og champagne og blev kørt tilbage til lufthavnen.
Wow – klart det mest grænseoverskridende jeg har prøvet men godt vi gjorde det!
Da vi kom tilbage til Las Vegas, havde hotellet i mellemtiden lavet vores billeder og video klar og vi forlod ”Sin City” med 4 vielser i bagagen og et klart ”på gensyn” for det er bestemt ikke sidste gang vi har været i Las Vegas! For bryllupper er det en kæmpe ”legeplads”, hvilket over en halv million (!!!) mennesker benytter sig af hvert år!
Ingen anden by i verden har så mange vielser hvert år og ingen andre brudepar er gift så mange gange på et døgn, som Kenneth Lund og Anette ”pip” Balle (kommende Lund, for dét navnbøvl gider vi ikke én gang til).
Man må sige at de mange bryllupper har fået børstet støvet af vores parforhold. En følelse af fornyet forelskelse har sneget sig ind på os !
Ps. Vi har fået mange sjove kommentarer – bla. om vi så kan få mængderabat til skilsmisserne – tak for det og tak til Peter og Mikkel på TV2s Go’Aften Danmark for at præsentere mere end hver 10. voksne dansker for vores Las Vegas-bryllupper!
